Rejsen til det byzantinske Grækenland

Det byzantinske riges historie dækker perioden fra år 330, hvor Konstantin den Store etablerer en ny hovedstad i Byzans, der siden får navnet Konstantinopel, og frem til Konstantinopels fald i 1453.

Tidlig byzantinsk kunst og arkitektur 330-726
Den theodosianske stil er navngivet efter Theodosios den Store, som regerer 379-395. På vores rejse har vi fra denne periode set bymuren samt mosaikkerne i Agios Georgios Rotunden (Ροτόντα) i Thessaloniki. Der er theodosianske søjlekapitæler i Panagia Acheiropoietos (Παναγία Αχειροποίητος) i Thessaloniki og en smuk pilasterkapitæl på det byzantinske museum i Athen. Af tidlig byzantinsk kunst og arkitektur har vi set en apsismosaik forestillende et visionsbillede af Kristus i Hosios David (Όσιος Δαυίδ) og Agios Demetrios (Άγιος Δημήτριος) i Thessaloniki.

Perioden under Justinian, der regerer 527-565, kalder man den første guldalder.

Ikonoklasmen 726-843
Hagia Sophia (Ἁγία Σοφία) i Thessaloniki er under ikonoklasmen udsmykket med en mosaik i apsis, der forestiller et stort kors. Efter Ortodoksiens Sejr i 843 erstatter man korset med det nuværende billede af Theotokos (Gudsfødersken) med barn, hvilket forbliver standard.

Den mellembyzantinske periode 843-1204
Tiden efter ikonoklasmen kalder man den anden byzantinske guldalder, særligt perioden 1081-1185 under det komnenianske dynasti. Fra denne periode stammer de fleste af de kirker vi har set i Athen, såsom Agia Ekaterini (Aγια Aικατερίνη), Agios Nikolaos Rangavas (Άγιος Νικόλαος Ραγκαβάς), ”Lille Metropolis”, Agii Apostoli (Ἅγιοι Ἀπόστολοι) på agoraen, Panagia Pantanassa (Παντάνασσα) og Panagia Kapnikarea (Καπνικαρέα), såvel som klostrene Hosios Lukas (Ὅσιος Λουκᾶς) og Daphne (Δαφνί), der sammen med Nea Moni på øen Chios udgør de tre mest berømte klosterkirker fra denne periode.

Det fjerde korstog 1204-1261

Egne fotos fra Hosios Loukas.

Den senbyzantinske, palæologiske periode 1261-1453
Den første kirke vi besøgte på vor rejse, Agii Apostoli i Thessaloniki, er opført i denne periode. Det gælder også de fire klosterkirker, som vi besøgte i Mistrás, nemlig Agios Demetrios Metropolis, Hodegetria (Ὁδηγήτρια), Pantanassa og Peribleptos (Μονή Παναγίας Περιβλέπτου).

Postbyzantinsk efter 1453
De to klostre vi så i Metéora, Varlaam (Βαρλαάμ) og Store Metéoron (Μεγάλο Μετέωρο), er begge udsmykket med fresker i midten af 1500-tallet. I Athen besøgte vi Agioi Anargyroi (Άγιοι Ανάργυροι) fra 1600-tallet, der er knyttet til Gravkirken i Jerusalem. Det er hertil den hellige ild bliver bragt før lysmessen lørdag midnat i påsken.

I stedet for at tale om flere på hinanden følgende renæssancer i perioden fra år 330 til 1453, så er det mere enkelt at sige, at det billedkunstneriske formsprog generelt svinger mellem perioder med fokus på et mere naturtro gengivelse og perioder med større abstraktion. Der er tale om en konstant søgen efter en balance mellem illusionisme og abstraktion.

Egne fotos fra klostrene i Mistras.

Tak for godt følgeskab og fortsat god rejselyst til alle.

Oversigtsværker:

John Lowden, Early Christian & Byzantine Art, 1997

Robin Cormack, Byzantine art, 2000

Mosaikkunst:

Otto Demus, Byzantine Mosaic Decoration. Aspects of Monumental Art in Byzantium, 1976

Ikonets historie og teologi:

Moshe Barash, ICON. Studies in the History of an Idea, 1995

Hans Belting, LIkeness and Presence. A History of the Image before the Era of Art, 1994

Leonid Ouspensky og Vladimir Lossky, The meaning of icons, 1983

Søren Prahl, IKONER. Introduktion til den ortodokse kirkes billedverden, 1987

Bissera V. Pentcheva, The Sensual Icon, 2010

Den ortodokse kirke:

Nikolai V. Godol, Om den guddommelige liturgi, 1991

Monica Papazu, Diamantbroen. Om den ortodokse kirkes univers, 1995

Timothy Ware, The Orthodox Church, 1993

Ikonoklasmen:

Daniel J. Sahas, Icon and Logos: Sources in Eight-Century Iconoclasm, 1986

Øystein Hjort m.fl., Arven fra Byzans, 2010