Forført af Sophie Calle - mesteren af konceptkunst har indtaget Louisiana

Sophie Calle (født 1953) har indtaget Louisiana med en skarp og æstetisk iscenesættelse af fotografier og tekstbaserede værker fra de seneste 10-15 års produktion i udstillingen “Something missing?”. Sidst kunstneren besøgte museet var i 2010 med udstillingen “Take Care of Yourself“. Den nuværende udstilling viser værker, hun har skabt siden sidst med undtagelse af værket “The Blind” fra 1986, som Louisiana for nyligt har erhvervet til samlingen.

Skriften på væggen
Flere steder i udstillingen har Calle med blyant skrevet små instruktioner eller faktuelle oplysninger på nøje udvalgte mursten, hvilket vidner om et stort personligt engagement i selve kurateringen af udstillingen. Intet er gået hendes skarpe øje forbi. Hvis der har manglet en oplysning, så har hun tilføjet den. I det første rum står der med krøllet skrift, blyant på mursten: “You can lift up the curtains. S.C.” En nøgtern instruks eller venlig invitation til at løfte forhænget, der skjuler fotografierne - med kunstnerens tilladelse.

I rummet er der værker, der for en umiddelbar betragtning består af en række ensartede trærammer, hvori der hænger et ensfarvet stykke stof med broderede sætninger, der alle begynder med ordet “Because”. Teksten besvarer spørgsmålet: Hvorfor valgte du at tage dette foto? Et legende greb, hvor jeg får forklaringen på fotografiets tilblivelse, før jeg løfter sløret og ser fotografiet. Det appellerer til fantasien, og jeg kommer vilkårligt til at tænke på Arthur Køpckes motto: “Fill in with own imagination”.

Tilsløringens kunst
I det følgende rum er der en næsten sakral stemning. Store fotografier af indpakkede malerier hænger i flere lag, højt på væggene og sender mit blik i vejret. Oplevelsen er monumental, hvilket fint matcher det forhold, at der bag det krøllede papir og sammentapede pap gemmer sig værker af ingen ringere end selveste Pablo Picasso.

Serien “Picasso in lockdown” fra 2022 er skabt under corona-nedlukningen, hvor Calle blev inviteret til at skabe en dialogudstilling på Musée Picasso i Paris. Det var en overvældende opgave, indtil hun så, at museet af konserveringshensyn havde pakket alle malerierne ind i papir. Tilsløringen af malerierne er på sin vis ikonoklastisk, da det krøllede papir på en lidt sjusket måde skjuler de intimiderende malerier, mens det på samme tid også idoliserer selvsamme malerier, der er så eksklusive, at de har brug for beskyttelse.

At se eller ikke at se
De fleste serier på udstillingen kredser på den ene eller anden måde om synsakten og udfordrer vores forståelse af, hvad det overhovedet vil sige at se. Serien “What do you see?” fra 2013 viser fotografier af rygvendte personer, der hver især står foran en tom billedramme. Under fotografierne er der en indrammet tekst, der fortæller, hvad vedkommende reelt så, oplevede for sit indre blik eller reflekterede over i mødet med de tomme billedrammer. Det viser sig, at deres oplevelse af det tomme rum er vidt forskellig.

Rammerne rummede oprindeligt malerier af kendte kunstnere som Rembrandt og Vermeer, men malerierne blev stjålet fra museet i Boston i 1990, der efterfølgende valgte at lade de efterladte billedrammer restaurere og udstille uden indhold. Calle har til denne serie bedt en række personer med relation til museet om at fortælle, hvad de ser, når de betragter de tomme rammer. Det er et greb, som hun på sin vis også anvender i serien “Picasso in lockdown”, hvor det dog er os museumsgæster, der med vores indre blik kan forsøge at afklæde de tildækkede Picasso-malerier og fantasere over, hvilke motiver indpakningspapiret skjuler.

Svensk dødsoprydning
Udstillingen slutter med Slutningen - Sophie Calles egen død under temaet “The End” med værker fra perioden 2013-2023. På bagvæggen ser vi en kiste oppefra. Det viser sig ved nærmere inspektion at være et ur udformet som en kiste. På væggen til venstre er der et fotografi, der viser hende liggende udstrakt på et bord, mens tynde hvide gardiner svøber sig om hendes krop som et ligklæde. Til højre i det lille nyindrettede kapel er der et foto af et vejskilt med teksten “END”. Vi er nået til slutningen af udstillingen, hvor hun både pragmatisk, nøgternt og med et lysende glimt i øjet reflekterer over sit livs afslutning.

I rummet forinden har hun som en anden pragmatiker ryddet op i ufuldendte projekter i værkserien “Catalogue Raisonné of the unfinished” fra 2023. Det er svensk dødsoprydning, når det er allerbedst. Hver ufuldendt idé har hun givet et rødt stempel, der forklarer, hvorfor det ikke har været muligt at færdiggøre værket. Min yndlingsforklaring er “Not exhilarating”, hvor ingen af de 1.369 modtagne forslag til kunstprojekter vakte hendes begejstring.

Jeg er blevet forført af Sophie Calle - forført af hendes inviterende, personlige og tilsyneladende hudløst ærlige kunstneriske greb, selvom jeg udemærket godt ved, at hun også er en mesterlig historiefortæller.

Installationfotos fra udstillingen "Sophie Calle - Something Missing?", Louisiana Museum of Modern Art, 26. marts - 6. september 2026 af Camilla Stephan/Louisiana Museum of Modern Art.