Helene Lykke Evers | 01/07/2026
Bier og blomster
Det summer af sommer på Gammel Strand.
Det er to forskellige generationer og to vidt forskellige kunstneriske udtryksformer, der møder hinanden denne sommer på Gammel Strand, hvor keramikeren Ursula Munch-Petersen (1937-2025) og billedkunstneren Benedikte Bjerre (f. 1987) udfolder deres værk.
Håndens arbejde
Overfladen er blank, bunden ru. Mine fingre glider grådigt hen over stentøjsfigurerne i butikken, inden turen går op ad trappen til udstillingen Lyst med keramiske værker af Ursula Munch-Petersen (1937-2025) på tredje sal. Her må man selvfølgelig ikke røre ved de udstillede værker. Jeg ved bare, at jeg må eje nogle af de keramiske figurer hun har skabt. Der kommer ikke flere fra hendes hånd.
Udstillingen er opbygget omkring temaerne Hånden, Ånden og Kunsten. I rummet, der illustrerer håndens arbejde, er der opstillet en stor reol propfyldt med tidlige værker fra hendes studietid på Kunsthåndværkerskolen, det kendte URSULA-stel, en kæmpesnegl og opfindsomme tekander. Øjnene vandrer hen over hylderne og de mange farverige genstande. Det er et rent eksperimentarium, og man fornemmer, hvordan hun har bearbejdet leret, arbejdet med hænderne, nogle gange hurtigt, intuitivt og groft, andre gange detaljeret, minimalistisk og nøjsomt. Jeg kan godt lige den tidslighed, der er indlejret i de håndskabte genstande.
Mælkebøtten
I hjørnet står en overdimensioneret mælkebøtte. Det er et udkast til en skulptur i det offentlige rum. Hvornår bliver den mon realiseret? Jeg sender et blik ud af vinduet til Christianborg Slot, hvor der længe har været talt om kvindelig repræsentation i det offentlige rum. Mælkebøtten er jo ikke blot en velkendt, gul ukrudtsblomst. Den er også et symbol på kvindelige kunstneres ukuelige virke, livskraft, uafhængighed og spredning af idéer - som blomstens flyvende frø. Historien går tilbage til Kvindernes Udstilling fra Fortid og Nutid i 1895, hvor netop mælkebøtten blev valgt som symbol. Det er ikke den eneste gang, mælkebøtten dukker op i udstillingen. Faktisk er det en gennemgående figur i alle rum, hvor den nogle gange optræder som rumlig figur, andre gange som relief.
Mindeudstillingen er skabt på baggrund af en stor kærlighed til Ursula Munch-Petersens keramiske univers. Udstillingen fortsætter efterfølgende til Fuglsang Kunstmuseum, Holstebro Kunstmuseum og Bornholms Kunstmuseum.
Åndens arbejde
Udstillingen CAPITAL af Benedikte Bjerre (f. 1987) er hendes største soloudstilling i Danmark til dato. Den udfolder sig på to etager i den historiske bygning med udsigt til Thorvaldsens Museum og Christiansborg Slot centralt i København. Den engelske titel har flere betydninger. Ordet refererer både til penge, økonomi og kapitalistiske samfundsstrukturer, og henviser desuden til København som hovedstad - en by med høj energi, glimtende overflader og hurtige transaktioner. Benedikte Bjerre arbejder konceptuelt med installationer, skulpturer og ready-mades, der under den ofte blanke og glimtende overflade rummer aktuelle samfundskritiske betydningslag.
Kameler og guldmønter
Det første, man møder, når man træder ind i udstillingen på første sal, er værket The Camels fra 2026. En flok kameler i glasfiber, der vandrer afsted i retningen væk fra Christiansborg Slot. Der er nok blevet slugt en hel del kameler i forbindelse med de seneste politiske forhandlinger. I Danmark kan vi kun opleve kamelen i zoologiske haver. Endnu. Måske klimaforandringerne en dag vil betyde, at vi også på den nordlige halvkugle får brug for de udholdende kameler som transportdyr.
På gulvet i rummet ved siden af ligger en kæmpestor bunke af glimtende guldmønter. Det er chokolademønter indpakket i gyldent folie. Det er helt utroligt, så appellerende de mønter er, selvom jeg udmærket godt ved, at det bare er billigt folie, der indkapsler en mindst lige så billig chokolade. Det er end ikke sikkert, at indholdet nogensinde har set en kakaobønne. Jeg kommer til at tænke på den amerikanske udsending, der for nylig uddelte chokolademønter til de lokale børn på gaden i Nuuk. Det centrale værk Capital fra 2026 er højaktuelt og handler ikke kun om guld, overflade og værdien af chokolade, men mindst lige så meget om etiske og moralske værdier.
Bien og blomsten
På næste etage er der en overdimensioneret bi og en gigantisk blomst, oprindeligt skabt som en skulptur til det offentlige rum. Titlen på bien er Bumle, hvilket også er navnet på en dating-app, mens blomstens titel Loves me, loves me not refererer til spådomslegen “elsker, elsker ikke”. Det er alment kendt, at historien om bien og blomsten ofte bliver brugt som et billede på menneskets reproduktion. Men giver det overhovedet mening? Og er det ikke blot fremmedgørende at bruge et sådant poetisk billede som forklaringsmodel? En både tankevækkende, politisk aktuel og humoristisk udstilling.
Ursula Munch-Petersen (1937-2025), Lyst, 21.03-30.08.2026
Benedikte Bjerre (f. 1987), CAPITAL, 21.03-30.08.2026
Gammel Strand
Foto: Helene Lykke Evers
Kunstavisen Nr. 06 / 2026 – Juni / August