Anna Dimitriou - en gadekunstner i Athen
Anna Dimitriou er en græsk collagekunstner, der lige dele joker og drømmer om den store berømmelse på den internationale kunstscene. Det er mit umiddelbare indtryk, at det er en af grundene til, hun også arbejder som gadekunstner aka #streetartist.
Jeg er så heldig at være blevet inviteret med på "job" med kunstneren Anna Dimitriou og hendes høje "lille" hjælper med kaldenavnet Roz Mirmigi, som jeg møder på gaden i Metaxourgeio. Bydelen er et kendt område for netop gadekunst, fordi der også her er mange forfaldne og forladte bygninger, som ingen kerer sig om. Ej heller politiet.
Det er højlys dag, og det er faktisk først, da jeg er hjemme i Danmark igen, at jeg bliver mindet om, at jeg kunne være blevet arresteret for at deltage i projektet. Da jeg var i Athen, skænkede jeg det ikke en tanke, at det er ulovligt at skabe gadekunst. Men det er nok fordi, der er så meget af det i Athen. Der er selvfølgelig nogle områder af byen, hvor det er mere hyppigt forekommende end andre steder, men graffiti, tagging og gadekunst er generelt blevet et ret almindeligt syn i den antikke højborgsby. På godt og ondt.
- Athen er blevet en grim og snavset by, siger Anna. Jeg kan ikke genkende min by.
Jeg ved ikke, om hun tænker, at hun med sin kunst er med til at forskønne byen, men hendes billeder er i modsætning til hovedparten af den grimme graffiti, der dominerer byen, utroligt smukke og ikke mindst positive i deres udtryk.
Det går snart op for mig, at de indledende manøvrer tager betydeligt længere tid, end selve udførelsen af kunstværket. Der er nemlig meget at overveje, når man skal finde det helt rigtige sted at skabe en collage. Vi ender derfor med at gå rundt i området i mere end en time, før hun og hendes hjælper har udvalgt to forskellige steder, hvor hun kan kreere sine collager. Undervejs introducerer hun mig for flere kendte kunstværker, og jeg føler, at jeg får en eksklusiv rundvisning på The Museum of Modern #streetArt i Athen, når hun i flæng nævner kunstnernavnene bag de ellers anonyme kunstværker.
En vigtig ting er selve grunden eller basen, der gerne skal være jævn. Det går ikke, at muren har for mange huller. Ej heller, at malingen eller pudset sidder løst. Så risikerer man nemlig, at lim og maling trækker pudset af muren i stedet for at blive hængende. Derfor medbringer hun altid en spartel, så hun kan fjerne de værste ujævnheder.
Det ville selvfølgelig være betydeligt lettere at finde en nypudset eller nymalet mur at male på, men for Anna Dimitriou er det vigtigt, at det er et forladt og forfaldent hus, som hun vælger at udsmykke. Dels vil forbipasserende, naboer og politi ikke være så interesserede, hvis hun udsmykker en forladt bygning. Dels kan hun med sin udsmykning netop være med til at gøre opmærksom på, at ingen kerer sig om, at bygningen bare står og forfalder. Et politisk opråb. Gør noget!
Det er også vigtigt, at det er et forholdsvis uforstyrret sted, hvor der ikke er alt for mange mennesker, der har mulighed for at se, hvad de laver, da det ikke er alle, der er lige glade for gadekunstnere, heller ikke i det tilfælde, hvor kunstværket rent faktisk forskønner den pågældende bygning.
Det første sted, de har fundet, er en metalplade i en døråbning, der allerede er bemalet med et geometrisk mønster. Alt hvad de skal bruge, har de medbragt i et par tasker, og de arbejder hurtigt og effektivt, og inden jeg får set mig om, er den første collage på plads.
Jeg spørger hendes hjælper Katerina, om der er nogle uskrevne regler, når man arbejder som gadekunstner.
- Man overmaler ikke andres værker, siger hun kort.
Det er meget muligt, at det er en fast regel, men jeg har utallige gange set, at klaphatte har tagget de fedeste billeder til uigenkendelighed. Der er bare stor forskel på de respektløse "taggere" og de seriøse gadekunstnere.
Med min baggrund og interesse for byzantinsk kunst og arkitektur kan jeg ikke lade være med at spørge, om de kunne finde på at male på kirkerne.
- Noooooooo! Man rører ikke kirkerne. Det gør man bare ikke, siger de i kor.
Den første collage har hun til en vis grad forberedt hjemmefra. Billedet er nemlig en hommage til en nyligt afdød græsk sanger og entertainer ved navn Tzimis Panousis. Hun har derfor medbragt flere forskellige papirudklip med hans portræt og en hånd med en mikrofon. Rent farvemæssigt optrådte han i levende live gerne i sort og rødt, så det er de farver, hun vælger at bruge til den malede krop. Selvom hun har forberedt papirklip og farver på forhånd, så er det endelige udtryk dog helt tilfældigt.
Som det allerførste starter de med at skitsere glorien ved at tegne en cirkel med en plastiktallerken. De ved det ikke, men det gør mig utrolig glad at se, at de som en selvfølge giver den afdøde kunstner en gylden glorie, som var han et helgenikon. Det ville vi jo aldrig gøre i Danmark. Men her på gaden i Athen er det det mest naturlige i verden. Den høje Katerina maler glorien gylden og sammen beslutter de, hvor ansigtet skal sidde. Dernæst følger kroppen, som Anna skaber med en særlig teknik kaldet decalcomania.
På et stykke A3 papir kommer hun pænt store mængder af sort og rød akrylfarve, hvorefter hun folder papiret på midten, så farverne blander sig tilfældigt på papiret. Når hun åbner papiret igen ligner det gerne en stor sommerfugl. Dernæst river hun papiret over på midten og lægger den halve side på muren og trykker på papiret, så malingen bliver overført til væggen. Dette gør hun flere gange, indtil hun har skabt en krop, der er helt abstrakt i sit udtryk.
Herefter tilføjer de en hånd med en mikrofon og en enkelt vintage støvle, der passer fint som udklædning til den populære entertainer. Med en pensel tilføjer hun lidt ekstra kulør til dragten, og omkring ansigtet giver hun ham nogle lyserøde blomster, som hun laver ved at komme maling på et stykke papir, som hun hurtigt drejer rundt.
Teksten som Katerina skriver rundt om den gyldne glorie lyder "Στραβάδια απολύθηκα", hvilket er en henvisning til en af hans sange, der handler om at blive fyret. Nu er han også blevet "fyret" eller gået på pension fra dette liv.
Det færdige resultat er langt fra dystert, selvom det er en hommage til en afdød person. Nok er han klædt i sort, men ansigtets kulør, blomsterne og den gyldne glorie får billedet til at lyse op i de rå omgivelser. Baggrunden med de sorte og hvide geometriske linjer er blevet en oplyst scene, og han træder nu ud af muren og ind på scenen med mikrofonen i hånden klar til at synge endnu en sang.
Hele processen går faktisk ret hurtigt. De to arbejder godt sammen og er hele tiden igang med et eller andet. Da billedet er færdigt, skriver hun sin signatur, tager et par billeder, renser pensler i medbragt vand, pakker sammen og forlader i hast stedet. Vi skal videre til det næste projekt, der venter en gade længere væk.
Foto: Helene Lykke Evers
