Ikoner og #streetart

For en umiddelbar betragtning har ikoner og gadekunst intet med hinanden at gøre. Ikonerne hører hjemme i kirken, mens gadekunsten lever sit liv i det offentlige rum. Der er simpelthen tale om to vidt forskellige traditioner og kulturer, og forskellene er talrige. Men der er nu bare noget ved gadekunsten her i Athen, der er anderledes end det, jeg kender fra Nørrebronx i København. Noget, der måske kunne have berøring med ikonkunsten.

De fleste, der hører ordet gadekunst eller streetart tænker nok på de grimme “tatoveringer”, der fylder gader og stræder og skænder bygninger, togvogne og skilte i det offentlige rum. Jeg bor selv på Nørrebro i en andelsforening, hvor vi har taget vores forbehold overfor denne skændige, grimme graffiti ved at male den over, så snart den opstår, så husets facade og hoveddør fremstår ensfarvet det meste af året. Der er faktisk firmaer, der har specialiseret sig i at fjerne graffiti, og man kan som boligejer tegne abonnement, så man kan være sikker på, at disse kruseduller bliver fjernet hurtigst muligt. Det er denne type graffiti, jeg kender fra mit lokalområde, og jeg vil faktisk ikke kalde den for “gadekunst”, men derimod “tagging”, da det er det, det er. Disse “tags” er ejernes signaturer skrevet med en spraydåse eller en tusch og fungerer som et slags territorialmarkering.

Her i Athen er der også utallige af disse hurtigt skrevne “tags” eller signaturer i gadebilledet, især på skraldespande, bygninger og butikkernes vinduesafskærmninger, som det selvsagt kun er muligt at se, når butikkerne holder lukket. Faktisk er der “tags” alle vegne, når man først begynder at kigge efter dem i bybilledet. Men ikke på kirkerne. Jeg har snart besøgt hver en kirke i Athen, og jeg har endnu ikke set en ufrivilligt bemalet kirkebygning. Måske skiltet eller skraldespanden udenfor kirken eller den lave mur, der indrammer kirkens område har fået et par “tags”. Men ikke selve kirken. Den er hellig. Også for gadekunstnerne, hvadenten de laver #tagging, #graffiti eller det, jeg kalder gadekunst aka #streetart.

Kært barn har mange navne, og jeg er ingenlunde ekspert på området, men på Instagram har jeg dog bemærket forskellen mellem hashtags som de nævnte, nemlig #tagging, #graffiti og #streetart. Hvor #tagging gerne er mindre, hurtigt skrevne signaturer, så betegner #graffiti almindeligvis større og mere tidskrævende tekstbilleder, gerne i mange farver, med skyggelægning, højlys og inkorporerede mønstre, der gør det vanskeligt for den ukyndige at læse, hvad der står skrevet. Gadekunsten er noget helt helt andet. Den er billedrig og oftest figurativ, og allerede efter nogle få dage i Athen orienterer jeg mig ikke længere efter gadenavne, men efter gadekunsten. Jeg genkender billederne umiddelbart, også på lang afstand, og ved med det samme, hvor jeg er. I den henseende kan jeg anbefale Athen til alle, der orienterer sig visuelt og rumligt.


 

Foto: Gadehjørne i området Psiri malet af den græskcypriotiske kunstner @paparazziartstudio.

De, der har haft mig som underviser eller foredragsholder ved, at jeg er lidt småsur på Luther, reformatoren Martin Luther. Han var ikke ikonoklast som andre reformatorer i tiden, men han tog alligevel magien ud af billederne, da han degraderede dem til illustrationer, der blot havde til formål at henvise til det bibelske ord. Han lænkede simpelhen billedet til en bestemt funktion, hvor billedet var ubetydeligt i sig selv og i bedste fald underordnet det bibelske ord. Med Luther var billedet blot et ud af flere stykker værktøj i en værktøjskasse, som man kunne bruge eller lade være med at bruge i forbindelse med de kirkelige handlinger. Billederne var ikke længere nødvendige.

I den ortodokse kirke er ikonerne yderst nødvendige og indgår som en aktiv medspiller i det kirkelige liv, både i forbindelse med liturgien og de kirkelige handlinger, men også i det daglige, hvor den troende kan rette henvendelse til Gud, Jesus, Jomfru Maria og helgener ved de udstillede ikoner i de offentligt tilgængelige kirker. Hvert billede er sig selv et mødested mellem det guddommelige og det fysiske liv på jorden. Et væsentligt element ved de figurative ikoner er da også, at de rent billedsprogligt henvender sig til beskueren på forskellige vis. Med frontale ansigter, direkte blikke, kropssprog og gestik inviterer de beskueren til samtale og bøn. Nutidens atheniensiske gadekunstnere er født ind i og vokset op med denne åbne, inkluderende, levende og engagerende billedverden, som vi lutheranere kan have svært ved at forstå, men som vi måske alligevel bliver grebet af, når vi bevæger os rundt i Athens gader.

Foto: Udsnit af ikon, Jomfru Maria med engle, anden halvdel af 1400-tallet, Kreta, Benaki Museet.

Jeg har intet kendskab til gadekunsten i København, eller i Danmark for så vidt. Den optræder ikke i det byrum, hvor jeg bevæger mig til dagligt. Ikke som store malede billeder ihvertfald. Det hænder, at jeg ser mindre stencilbilleder eller plakater, der har #streetart karakter. Men det kan også være små perlepladebilleder, broderier eller hæklerier, der klistret op på skilte, installationer eller mure i øjenhøjde. Det er alle billedtyper, som det er muligt at forberede hjemmefra, så opsætningen af billederne i det offentlige rum kan forløbe ganske hurtigt og tilfældigt. Disse siger ikke meget andet end “se mig”. De er envejskommunikerende, ikke inkluderende på nogen måde, mere blot en raritet, som man kan muntre sig over på sin vej, hvis man da overhovedet får øje på den.

Gadekunsten i Athen er yderst forskelligartet rent billedsprogligt. Den er også blevet international, da kunstnere fra hele verden spreder deres kunst på murene i Athen. Men jeg vil alligevel påstå, at den figurative gadekunst lever så vel i Grækenland, fordi der er en kulturelt betinget tradition for figurativ billedbrug, billedforståelse og billedaccept, som vi ikke kender til på samme måde i det lutheranske nord, hvor vi i en eller anden grad stadig holder billedet lænket i bestemte forståelsesrammer. Gadekunsten i Athen er imødekommende. Den vil gerne samtale med os og kigger os ofte i øjnene, mens den stiller spørgsmål ved tingenes tilstand. På mange måder er den også en levende avis, der hver dag leverer nyheder og kommentarer til den aktuelle situation i Grækenland. I kirkerne er det ikonerne, der med imødekommede blikke står til rådighed for vor deltagelse i det kirkelige liv. På gaderne er det gadekunsten, der inviterer os til lige dele leg og alvor, når vi tager os tid til at studere den på nærmeste hold.

Foto: Antio's, @antios.athens, der er kendt for sine plantefigurer og det grønne budskab "plant more".

Galleriet viser et lille udpluk af den gadekunst, som jeg har fotograferet den seneste måneds tid på mine vandringer rundt i athens gader. Du kan finde mange flere fotos på min nye Instagram profil, som du er velkommen til at følge. Og det er ikke kun gadekunst, jeg fotograferer. Der er også fotografier af ikoner, kirker, museumsbesøg, Akropolis og andre vidunderlige emner fra Athen og omegn.

Foto: Helene Lykke Evers