Ikon og liturgi i den ortodokse kirke

I et vindue i en souveniershop i Plaka står der nogle små bemalede gipsfigurer, der forestiller ortodokse præster i forskellige situationer. Der er både enkeltstående figurer og egentlige figurgrupper med to, tre eller fire præster. Figurgrupperne er de sjoveste. Der er præster, der spiller backgammon, pool og sågar fire-mands-whist, og en enkelt gruppe på tre, der ser ud som om, de danser.

Blandt de enkeltstående figurer er der en præst, der ridder på et æsel. En der spiller bouzouki, et strengeinstrument, mens en anden vandrer afsted med en kande i den ene hånd, en kurv med mad i den anden og brænde på ryggen. Der er dog også figurer, der rent faktisk fungerer som ortodokse præster. Der er en, der står med et kors i hånden. En anden sidder for sig selv og læser i Bibelen. Begge er klædt helt i sort.

De fleste er dog klædt i farvestrålende kirkelige beklædningsdele såsom en stola, der er et langt, bredt silkebånd med påbroderede kors, som de bærer omkring halsen uden på den sorte dragt. Den hedder på græsk en επιτραχ╬«λιον, hvilket oversat til dansk meget passende betyder "omkring halsen".

En af præsterne bærer også en mitra på hovedet og en stav i den ene hånd. Hvis der havde været et opretstående kors i toppen af mitraen, så havde han været biskop. På virkelighedens eksklusivt udførte mitraer er der ikke blot svungne guldbroderede ornamenter, men også påsyede små ikoner på alle fire sider. Og det er disse, ikonerne og deres brug i en religiøs kontekst, der interesserer mig, hvorfor jeg snart forelsker mig i en figur med grøn stola, der meget demonstrativt holder et ikon højt hævet frem for sig, så armene bliver blottet.

For nogle år siden deltog jeg i en påskegudstjeneste i Athen, hvor præsten netop bar et ikon på denne måde, mens han gik rundt i kirken og velsignede menigheden ved at gøre korsets tegn med ikonet.

Forholdet mellem liturgi og ikon er et emne, der er beskrevet nærmere i to forholdsvis nyudgivne bøger, nemlig "Heavenly Bodies: Incarnation, the Gaze, and Embodiment in Christian Theology" fra 2016 skrevet af Ola Sigurdson, og "Icons and the Liturgy, East and West: History, Theology, and Culture" fra 2017 redigeret af Nicholas Denysenko.

I den førstnævnte bog er der et kapitel, der handler om forholdet mellem ikonet og liturgien i den ortodokse kirke. Faktisk fortæller forfatteren, at ikon og liturgi er så nært forbundne, at de billedligt talt er som to grene, der gror af samme rod. De er ligeværdige som udtryksformer. Ikonet er ikke sekundær i forhold til liturgien eller et redskab for liturgien. Liturgien eller de kirkelige handlinger såvel som ikonet er begge udtryk, der er tilpasset den menneskelige fysiks begrænsninger, så det kan nærme sig Gud, dels gennem lyd og bevægelse i liturgien, dels gennem farver og form i ikonet. De er lige værdige, og ikonet er i sig selv en vej til Gud. Selve nadverritualet har dog en særstatus, men det er en anden historie.

Jeg er ikke vant til denne ligeværdighed mellem billede og liturgi i en luthersk kontekst, hvor billedet bare er en ting på niveau med en stol eller en dør. Det er udelukkende som pædagogisk redskab, der visuelt kan henvise til Bibelens ord, at billedet overhovedet har en rolle i den lutherske kirke. Billedet er ikke blot sekundært for Luther. Det er unødvendigt. Det er derfor i skærende kontrast til dette, at det kan være svært at forstå, at ikonet og liturgien i den ortodokse kirke er lige værdige som redskaber, hvormed mennesket kan tilnærme sig Gud.

Foto: Helene Lykke Evers