I skyggen af Akropolis...

Under mit ophold på Det Danske Institut i Athen i vinteren 2017/2018 besøger jeg en dag Det Nordiske Bibliotek, der ligger lige nedenfor Akropolis. På sydsiden. Jeg er nysgerrig efter at se, om de har noget litteratur, jeg kan bruge til mit bogprojekt om de byzantinske kirker i byen. Athen.

Biblioteket er beliggende i en flere etager høj bygning med reoler, hylder og bøger på hver etage. Rent fagligt har biblioteket dog fokus på antikken og arkæologien. Hvis jeg havde valgt at skrive om Akropolis, så er jeg ret sikker på, jeg ville kunne finde al relevant litteratur på netop dette bibliotek. Nedenfor Akropolis. På sydsiden.

Da jeg spørger til litteratur om byzantinsk kunst og arkitektur, bliver jeg henvist til kælderen med beskeden om, at der ikke vil blive indkøbt flere bøger til den afdeling! “Der er koldt dernede”, siger bibliotekaren.

Nede i bibliotekets kolde kælder finder jeg et par reoler med bøger på forskellige europæiske sprog om alt fra magiske ikoner til byzantinsk samfundsvidenskab. Jeg finder ikke umiddelbart noget relevant litteratur til mit projekt.

Det er selvsagt ikke kun i litteratursammenhænge, at antikken overskygger alt andet i Athen. På vandringer i den centrale del af byen er det ikke til at komme uden om de mange antikke monumenter, gamle sten og huller i jorden, og Akropolis dominerer bybilledet i en sådan grad, at man godt kan få lidt akropolitis efter et par dage eller tre. Hvor end man går og står i den centrale del af byen, så synes “den høje by” at kræve ens opmærksomhed. Af samme grund er det faktisk umuligt at fare vild. Man kan altid orientere sig efter Akropolis.

Går man derimod op på Akropolis og for en stund vender ryggen til de opmærksomhedskrævende antikke templer og skuer ud over Athen, så er det, at de byzantinske kirker titter frem med deres karakteristiske høje, slanke, røde kupler i de kantede, hvide boligkvarterer. Der er mange af dem, når man først kigger efter, og de er ikke ens, men har dog fællestræk.

Forlader man Akropolis og går på jagt i Athens gader efter de byzantinske kirker, så oplever man, at langt de fleste af kirkerne er åbne for offentligheden både formiddage og eftermiddage. De er ikke åbenlyse turistattraktioner, men brugsarkitektur i mangel af bedre ord. De er i brug af athenienserne på vej til eller fra arbejde, med eller uden børn, mobiltelefoner og indkøbsposer. At kirkerne er brugsarkitektur og ikonerne brugskunst, er ikke noget, vi er vant til hjemme i Danmark, hvor de færreste bruger kirkerne og endnu færre åbenlyst skilter med deres kristne overbevisning. Det er noget, man holder for sig selv, og mange kommer måske kun i kirken til jul eller barnedåb.

Athen er ikke bare Akropolis, arkæologi og antikke monumenter. I skyggen af Akropolis ligger talrige kirker med byzantinske rødder, og de fleste af dem er stadig i brug i modsætning til antikkens ruiner, hvor æstetiske de end måtte være i deres ruinerede tilstand, der for undertegnede ikke vækker meget andet end fantasifulde forestillinger om fortidens storhed inkluderende kykloper, riddere, prinsesser og udfordrende drager. I kirkerne er historien synlig, sanselig, nærværende og mærkbar. Her behøver vi ikke forestille os, hvordan kirkerne en gang for længe siden har været udsmykket, hvordan ikonerne tidligere er blevet brugt, eller hvordan liturgien har udspillet sig for flere hundrede år siden. Traditionen lever i kirkerne, hvor fortiden møder den pulserende nutid.
 

Tak til Det Danske Institut i Athen for et længerevarende ophold, der gav mig mulighed for gentagne gange at besøge byens mange byzantinske kirker og inspirerende museer, reflektere over bogprojekt og lære byen endnu bedre at kende.


Helene Lykke Evers

 

Rapport afleveret til Det Danske Institut i Athen efter endt ophold.

Foto: Helene Lykke Evers