Book et foredrag om kunst

Helene Lykke Evers

Jeg har afholdt foredrag om kunst for blandt andre ARoS - Aarhus Kunstmuseum, Det Danske Institut i Damaskus, Tuskær Kulturcenter, Nørre G, Dragør Bibliotek, Hovedbiblioteket i Nykøbing Falster, Koldinghus, Brandts13, Esbjerg Kunstmuseum, Trapholt, Sorø Kunstmuseum, Glasmuseet i Ebeltoft, Københavns Rådhus, Nærum Kirke, OK-klubben i Sorgenfri og senest Roskilde Kunstforening.

Det er absolut nemmest at fange mig pr. mail, da jeg ofte er på farten, så skriv til mig på helenelykkeevers@gmail.com, hvis du har spørgsmål, kommentarer eller ønsker at booke mig til et foredrag. Jeg bestræber mig på at besvare alle henvendelser førstkommende hverdag.

Jeg glæder mig til at høre fra dig!

Helene Lykke Evers

Sommerhøjskole, kunstforedrag, Helene Lykke Evers

Sommerhøjskole, juni 2017, Nærum Kirke

Det siger arrangørerne ...

"Det var, som en af deltagerne udtrykte det, "fremragende"! Helene er både vidende, grundig og præcis og samtidig meget pædagogisk og underholdende. Man kan ikke lade være med at høre efter, og efter foredraget er man propfyldt af viden og inspiration."

Sognepræst Bruno Rasmussen, Nærum Kirke

 

"Helenes måde at formidle stoffet på er levende, og man kan mærke, at hun brænder for kunsten."

Hanne Nordahl Friis, Bibliotekschef, Dragør Bibliotekerne

"Vi har i Folkeuniversitetet Horsens – Hedensted haft fornøjelse af Helene Lykke Evers foredrag en del gange. Det startede med et foredrag om Gobelinerne generelt. Men Helenes viden, pædagogiske samt underholdende fremlæggelse af emnet, bevirkede at Folkeuniversitetet Horsens – Hedensted aftalte 4 foredrag mere om Gobelinerne, hvor der blev gået i dybden med Bjørn Nørgaards fantastiske kunstværk."

Thorkil Rasmussen, Tilforordnet ved Folkeuniversitetet Horsens - Hedensted

 

 

Forslag til foredrag om kunst

De mest populære foredrag er "Bjørn Nørgaards gobeliner", "Byzantinsk kunst og arkitektur" og "Menneskefiguren i islamisk kunst", men jeg tilrettelægger gerne foredrag om kunstneriske emner efter jeres ønsker og behov.

Bjørn Nørgaards gobeliner, Helene Lykke Evers

Bjørn Nørgaards gobeliner - Danmarkshistorie i billeder

Bliv klogere på Danmarks historie og kunstens udvikling fra Vikingetiden til i dag med dette billedrige foredrag, der tager udgangspunkt i Bjørn Nørgaards gobeliner, der til dagligt hænger i Riddersalen på Christiansborg Slot, hvor jeg har arbejdet som omviser i en årrække.

I et moderne og farvestrålende billedsprog fortæller gobelinerne om de danske konger og dronningers historie. Men de fortæller også om kunstens udvikling, fordi hver gobelin billedsprogligt og motivmæssigt henviser til kendte kunstværker fra den pågældende periode.

Få en billedrig introduktion til Bjørn Nørgaards gobeliner,  så I er godt klædt på, hvis I på egen hånd besøger slottet med de moderne billedtæpper.

Foto: Tove Lejla Evers. Helene på arbejde på Christiansborg Slot.

Mosaik i Daphne klosteret nær Athen, Kristus Pantokrator

Byzantinsk kunst og arkitektur

Har du rejst i Grækenland eller Tyrkiet, så har du uden tvivl stiftet bekendskab med byzantinsk kunst og arkitektur. Fra Hagia Sofia i Istanbul til de små korskuppelkirker i Thessaloniki søger ikonerne vores opmærksomhed fra kirkernes hvælvinger, vægge, ikonostaser og pulte.

Det hellige ikon er en del af et større hele, hvor billede, arkitektur og den liturgi, der udspiller sig i kirkerummet, går op i en højere enhed. Ikonet er ikke bare et portræt eller et billede, der fortæller en bibelsk historie. Det er ej heller blot udsmykning eller æstetik i traditionel forstand.

Ikonet er et vidnesbyrd om Kristi inkarnation og som sådan en nødvendig del af Ortodoksien.

Foredraget giver en billedrig introduktion til byzantinsk kunst og arkitektur og besvarer væsentlige spørgsmål vedrørende ikonets eksistensberettigelse.

Foto: Helene Lykke Evers, Kristus Pantokrator, Daphne-klosteret nær Athen

Udsnit af miniature fra et eksemplar af al-Sarais Nahj al-Faradis (Paradisets Veje). ”Profeten Muhammad ved Paradisets port”, Davids Samling

Islamisk kunst fra Davids Samling

Davids Samling i København rummer Skandinaviens største samling af islamisk kunst, og udstillingen viser, at den klassiske islamiske kultur har en rig tradition for at anvende figurative billeder både som dekoration i kunsthåndværk og som illustrationer i bøger.

Men må man godt fremstille billeder af mennesker og ikke mindst profeten Muhammed?

Foredraget giver en billedrig introduktion til islamisk kunst fra Davids Samling og besvarer tillige væsentlige spørgsmål vedrørende den islamiske kulturs anvendelse af figurative billeder i en verdslig sammenhæng og forklarer, hvorfor der er florale ornamenter, geometriske mønstre og ikke mindst kalligrafiske ordbilleder i en religiøs sammenhæng.

Foto: Pernille Klemp, Davids Samling. Udsnit af miniature fra et eksemplar af al-Sarais Nahj al-Faradis (Paradisets Veje). ”Profeten Muhammad ved Paradisets port”.