Den billedkunstneriske arv fra Byzans

Ortodoksiens hellige ikoner er grundlæggende religiøs brugskunst, der er en del af et større hele, hvor både billeder, mosaikker, kalkmalerier, ikonostase, arkitektur og liturgi går op i en højere enhed. Ikonet er teologisk set et vidnesbyrd om Kristi inkarnation og som sådan en nødvendig del af Ortodoksien.

Kurset giver en billedrig introduktion til det hellige ikons historie, teologi, billedsprog og ikonografi og undersøger desuden, hvordan den kunstneriske arv fra Byzans har sat sine spor hos kunstnere som El Greco, Kandinsky, Per Kirkeby samt nutidens gadekunstnere i Athen.

Kursets tematiske indhold

Introduktion til emnet, kurset, dets anvendelse i praksis, forventninger, litteratur
Hvad er byzantinsk kunst? Hvad er et ikon?
Ikonets historie, betydning, anvendelse og kendetegn før og efter ikonoklasmen
Ikonets teologiske betydning, anvendelse og funktion i kirken
“Ikonskrivning”, teknik og materiale
Ikonets billedsprog, rumlighed, særlige kendetegn, figuration, baggrund
Den billedkunstneriske arv hos El Greco, J. F. Willumsen, W. Kandinsky, Per Kirkeby og Athens gadekunstnere, ikonmaleriets fornyelse
Opsummering, perspektivering: Hvad har vi lært?

 

Hvad er et ikon?
I religiøs forstand er ikonet at sammenligne med et vindue, en dør, en bro, en åbning, et forbindelsesled mellem den guddommelige og den jordiske verden.
Maleren stiller sine evner og sin hånd til rådighed. At skrive (male) et ikon handler ikke primært om kreativitet, individuel, kunstnerisk udfoldelse, men om at følge Traditionen.
Ikonet er brugskunst. Det har en funktion, en rolle i en religiøs sammenhæng, både privat og officielt i den ortodokse kirke.
Den troende ærer ikonet. Tilbedelse er kun forbeholdt Gud.
Trætavler med religiøse billedmotiver er almindeligvis det, vi forbinder med betegnelsen ikon. Men et ikon er i lige så høj grad et billede støbt i metal, graveret i træ, elfenben eller sten, trykt på papir, syet i stof eller malet på glas, porcelæn eller andre materialer. Ikoner optræder også på kalkmalerier og i mosaikker som monumentalkunst. Ikon kommer af græsk og betyder billede eller "lighed".
Motivisk viser et ikon afbildningen af en hellig person eller begivenhed. Materialet er underordnet i religiøs forstand.
Billedkunstnerisk er trætavler med malede portrætter det romerske portræts arvtager.
Trætavler med malede portrætter af helgener er knyttet til helgenkult og pilgrimsfærd.

Så længe kristendommen ikke er tolereret, er kristne billedudsmykninger både tvetydige og skjult for offentligheden.
De kristne udsmykker gerne gravkapeller med billeder, der enten har en symbolsk eller en fortællende karakter. Nyere forskning viser også portrætter.
Der er sandsynligvis også husaltre i de private huskirker, hvor de kristne menigheder mødes i det skjulte. Disse er ikke bevaret for eftertiden.
Diskussionen vedrørende billedet og dets brug i en religiøs kontekst eksisterer allerede i de århundreder, der går forud for den blodige billedstrid, som bryder ud i perioden 726-843. Billedtilhængerne vinder slaget og fastslår ikonets nødvendighed som ihukommelse af Kristi inkarnation.
Ikonet er nu kommet for at blive, men under kirkelig kontrol og kirkelige forskrifter.
Udsmykningen af kirker, der engang varierede betydeligt fra by til by og fra kirke til kirke er nu standardiseret af kirkelige regler og teologisk doktrin.
De ældste eksisterende ikontavler befinder sig i dag på Sankt Katharina klosteret på Sinai, der lå udenfor den byzantinske kejsers magtområde under billedstriden i 726-843.
Ikonografen, håndværkeren eller “kunstneren” maler eller “skriver” et ikon med naturlige materialer og redskaber, nemlig træ, lim, lærred, kridt, pigmenter, æg, bolus, guld, shellak og olie. Han er en art subskaber, der med de Gudsskabte råmaterialer skaber ikonet, der i sig selv er en manifestation, en fysisk tilsynekomst, der svarer til det teologiske forhold, at den usynlige Gud blev synlig med Jesus Kristus.
Før ikonet kan tjene sit formål som kultbillede enten i kirken eller i hjemmet bliver det velsignet af en præst.

Historisk betragtet, når ikonmaleriet vedrører den byzantinske tradition, så er der regler for, hvordan ikonografen designer personer, deres dragter, udtryk og attributter samt vegetation, dyr og arkitektoniske elementer.

Det omvendte perspektiv er en fremstillingsmåde, hvor tingene øverst på billedet, de der er længst borte, er fremstillet størst, de længere nede, længere fremme, mindre. Forsvindingspunktet ligger ikke bagerst i billedet, men foran. Men det er dog yderst sjældent, at det omvendte perspektiv har et enkelt forsvindingspunkt, altså er monocentrisk. Det mest almindelige er, at det er polycentrisk. Der er mange forsvindingspunkter.

Den gyldne baggrund symboliserer den guddommelige verden. Der er ikke blå himmel og skyer, men en ensartet gylden baggrund. I de mørke kirker, hvor ikke megen lys slipper ind, er der stearinlys og olielamper, gerne foran ikonerne, hvorved den gyldne baggrund reflekterer det fysiske lys, så den gyldne baggrund kommer til at fremstå diffus, flydende, svævende. Figurerne træder frem af dette lys. De er belyst bagfra af et guddommeligt lys, og forfra at et fysisk lys.

Træer og øvrig vegetation er evig grøn og frodig. De er ikke årstider i ikonernes verden. Intet efterår, vinter, sommer eller forår. Evig grøn.
Klipper er jordfarvede, brune, gullige.
Huler eller åbninger i klipperne er sorte. Dæmoner og sataniske væsener er også sorte symboliserende ondskab.
Den hvide farve er renhed, jomfruelighed, guddommelig stråleglans. Babyer i svøb, ligklæder og engle har gerne denne farve.
Rød er blodet farve og dermed også menneskets farve.
Blå symboliserer den himmelske natur ved en person, eksempelvis Jomfru Maria eller Kristus.

“The painters of Byzantium neither copied nor were trying to stand out. They wrote the word “life” each one of them in their own handwriting.” Fikos

 

Litteraturliste

Kirkehistorie:

Martin Swarz Lausten, Kirkehistorie, 1997

 

Oldkirken:

John Lowden, Early Christian & Byzantine Art, 1997

Robin Cormack, Byzantine art, 2000

 

Ikoner fra Sinai:

Robert S. Nelson (red.), Holy Image, Hallowed Ground: Icons from Sinai (Getty Trust Publications: J. Paul Getty Museum), 2006

 

Mosaikkunst:

Otto Demus, Byzantine Mosaic Decoration. Aspects of Monumental Art in Byzantium, 1976

 

Ikonets historie og teologi:

Moshe Barash, ICON. Studies in the History of an Idea, 1995

Hans Belting, LIkeness and Presence. A History of the Image before the Era of Art, 1994

Leonid Ouspensky og Vladimir Lossky, The meaning of icons, 1983

Søren Prahl, IKONER. Introduktion til den ortodokse kirkes billedverden, 1987

Bissera V. Pentcheva, The Sensual Icon, 2010

 

Den ortodokse kirke:

Nikolai V. Godol, Om den guddommelige liturgi, 1991

Monica Papazu, Diamantbroen. Om den ortodokse kirkes univers, 1995

Timothy Ware, The Orthodox Church, 1993

 

Ikonoklasmen:

Daniel J. Sahas, Icon and Logos: Sources in Eight-Century Iconoclasm, 1986

 

Den katolske kirkes billedunivers:

Niels Christian Hvidt, Mirakler - møder mellem himmel og jord, 2002

Hans Jørgen Frederiksen, Den Katolske Kirke i kunstens spejl, 2001

Hanne Kolind Poulsen, Cranach, SMK, 2002
 

Billedanalyse:

Lise Gotfredsen, Billedets formsprog, Gads forlag, København 1998


Arven fra Byzans:

Øystein Hjort m.fl., Arven fra Byzans, 2010